En af mine kolleger har fået et kæmpe læk, tusindevis af tophemmelige dokumenter. Det er store dele politiets efterforskning i sagen de har døbt: “Operation Greed”. Den mest omfattende sag om hvidvask og skattesvindel der nogensinde har været for retten i Danmark.
Materialet, håber anklagemyndigheden, vil fælde de 17 tiltalte i sagen, som alle nægter sig skyldige. Der forventes at falde dom i oktober 2020. Men udover at tegne et farverigt billede af de 17 tiltalte, man kunne kalde “det pakistanske netværk”, indholder materialet også interessante oplysninger om andre aktører. Blandt andre næsten 900 danske selskaber der også er involveret i sagen. Og ikke mindst 7 danske banker og et svensk pengehåndteringsfirma med speciale i kontanter.
Se mere på TV2.dk
Især det svenske firma skiller sig ud. Da det centrale vekselbureau, hvor politiet mener at størstedelen af en halv milliard kroner blev hævet kontant, blev afvist af sin bank, trådte det svenske firma nemlig til med en hjælpende hånd. Vekselkontoret havde fået lukket sin bank-konto og var blevet afvist af alle andre banker, så forretningen var ved at gå i stå. Men så oprettede det svenske firma LOOMIS en konto til vekselbureauet. Kontoen blev oprettet i Danske Bank. Den stod i Loomis’ navn, men det var vekselbureauets konto. På den måde kunne forretningen fortsætte og 169 millioner kroner strømmede, i løbet af de følgende 7 måneder, igennem vekselkontoret og kontoen i Danske Bank. Beløbet er en del af den enorme hvidvasksag. Den “midlertidige” konto blev først lukket, da vekselkontoret blev ransaget og direktøren blev fængslet.
Den særlige kreative måde at hjælpe sine kunder på, skabte vi en del offentlig opmærksomhed omkring, da vi uddelte en særlig – Operation X pris til det svenske pengehåndteringsfirma Loomis. Det betød at deres aktieværdi,dagen efter prisuddelingen på selskabets generalforsamling, dykkede med to milliarder svenske kroner.
Loomis har i dag undersøgt sagen og skriver at de set i bakspejlet aldrig skulle have åbnet de pågældende konti.
Alt det er der kommet to Operation X programmer ud af, som vi kalder Grådighedens Pris. Tirsdag den 3. december sender vi programmets anden del, der handler om de danske bankers rolle, og historien om det svenske selskab Loomis.
De 7 danske banker vil ikke stille op til et interview, selvom den halve milliard er strømmet igennem deres konti. Jeg ville ellers gerne have spurgt dem om, hvad de kunne have gjort anderledes, for at undgå at denne sag voksede sig til at blive danmarkshistoriens største hvidvasksag.
Jeg håber i det mindste at sagen giver anledning til selvransagelse.