Kategori: Operation X

Indlæg vedrørende Operation X

Opskriften på en billig konkurs

Så er jeg blevet politianmeldt… igen. Det er jeg efterhånden vant til ;-). Jeg er ganske rolig i forhold til anmeldelsen, så jeg tillader mig på forhånd at dele et billede, fra sidste gang vi var i retten. 

 

Denne gang kommer anmeldelsen fra (lad os kalde ham) en konkurs-specialist. Min kollega udgiver sig for at være en bekymret direktør med et firma i nød, og så hyrer vi specialisten til at hjælpe… og hvilken hjælp! Han arrangerer det hele for os, alt fra stråmands direktør til konkurs, men vigtigst: vi får en nøjagtig og detaljeret anvisning i, hvordan vi trækker værdierne ud af firmaet og over i et nyt firma. I aften kommer konkurs-specialisten i fjernsynet og det er han godt nok sur over.

Her til morgen slår flere eksperter alarm: mange konkurser bliver slet ikke undersøgt, det afhænger blandt andet af hvor i landet, det konkursramte firma ligger.  Derfor spekuleres der i at flytte firmaet og gå konkurs i de “rigtige” retskredse. Glæd dig til en ny X i aften på TV2 og naturligvis lige nu på TV2.play

 

Bach Gruppen

Tak for alle tilbagemeldingerne og henvendelserne om yderligere vinkler som vi bør undersøge i forbindelse med vores udsendelse om Bach Gruppen, det skandaleramte højhus i København og Bølgen i Vejle. Hvis du er nysgerrig eller ikke har set programmet, kan det findes på TV2 Play.

 

Gældskaos i Danske Bank

Vi sender andet program om gældskaos i Danske Bank torsdag 20.40 på TV2. Programmet bliver lagt på Play.tv2.dk torsdag morgen. Her kan du også finde første afsnit af Operation X, skeletterne i pengeskabet.

100 X Spiegelhauer

Program nummer 100 i rækken.

Tænk engang. Så har vi sendt Operation X – program nummer 100. Det er 16 år siden jeg blev ringet op og spurgt om jeg havde lyst til at være ansigtet udadtil på et nyt undersøgende dokumentarprogram. Opgaven var at infiltrere kriminelle miljøer og konfrontere bagmændene… Uha. Siden da har programmet (heldigvis) udviklet sig til at kunne meget andet og mere end det. I begyndelsen gik jeg selv ud med skjult kamera, og da mit ansigt blev kendt, forsøgte jeg mig med mere eller mindre vellykkede forklædninger 😳. Siden tog gode kolleger over og stod for de skjulte optagelser. Du får hele historien i vores jubilæums-program, hvor du også kan møde nogle af de andre journalister på redaktionen og høre om deres nervepirrende oplevelser med skjult kamera, ligesom vi besøger både whistleblowere og nogle af dem, der har skullet svare på mine kritiske spørgsmål. 

Programmet kan ses på TV2 PLAY, Tak fordi I ser med 🙏 … igen.

Morten

 

Nye store afsløringer

Først Danske Bank, som i den grad viste sig at have problemer med gældinddrivelsen. Af flere forskellige grunde har Danske Banks system særligt siden 2004, opgjort kundernes gæld forkert. Det er kunder som er havnet i danske banks inkasso-afdeling, der er blevet ramt. Og fejlene har været til bankens fordel. Beløbene der er blevet opkrævet har i mange tilfælde været alt for store.

Det hele begyndte med nogle lækkede dokumenter, der havnede på vores skrivebord. De viste at banken udmærket var klar over, at de kradsede penge ind, som banken ikke havde ret til. Derfra tog sagen fart….

Siden har vi haft fokus på lægen der udførte livsfarlige operationer.

En række henvendelser til Operation X satte sagen igang. Og det viste sig at en lang række danskere, er kommet hjem fra fedmeoperationer i Grækenland, med uhyggelige og i nogle tilfælde livsfarlige komplikationer. Da vi undersøgte den danske læge, som opererer i Athen, var der mange ting vi ikke kunne få til at stemme. Du kan se programmet om “Lægens livsfarlige operationer”, lige nu på TV2 play.

(Har du ideer til kommende programmer, så send mig en besked 🙂

Så er vi igang igen…

X – på vej med nye afsløringer

Vi har ligesom resten af Danmark været tvunget til hjemmearbejde. Det har betydet at flere af de programmer vi arbejder på har været sat mere eller mindre på pause. Men vi er så småt igang igen og vi krydser fingre og satser på at blive færdige med flere programmer inden sommeren, og vi forhåbentlig igen får normale tilstande.

SÅ INDTIL VIDERE…

 

Grådighedens Pris

En af mine kolleger har fået et kæmpe læk, tusindevis af tophemmelige dokumenter. Det er store dele  politiets efterforskning i sagen de har døbt: “Operation Greed”. Den mest omfattende sag om hvidvask og skattesvindel der nogensinde har været for retten i Danmark.

Materialet, håber anklagemyndigheden, vil fælde de 17 tiltalte i sagen, som alle nægter sig skyldige. Der forventes at falde dom i oktober 2020. Men udover at tegne et farverigt billede af de 17 tiltalte, man kunne kalde “det pakistanske netværk”, indholder materialet også interessante oplysninger om andre aktører. Blandt andre næsten 900 danske selskaber der også er involveret i sagen. Og ikke mindst 7 danske banker og et svensk pengehåndteringsfirma med speciale i kontanter.

 

Se mere på TV2.dk

Især det svenske firma skiller sig ud. Da det centrale vekselbureau, hvor politiet mener at størstedelen af en halv milliard kroner blev hævet kontant, blev afvist af sin bank, trådte det svenske firma nemlig til med en hjælpende hånd. Vekselkontoret havde fået lukket sin bank-konto og var blevet afvist af alle andre banker, så forretningen var ved at gå i stå. Men så oprettede det svenske firma LOOMIS en konto til vekselbureauet. Kontoen blev oprettet i Danske Bank. Den stod i Loomis’ navn, men det var vekselbureauets konto. På den måde kunne forretningen fortsætte og 169 millioner kroner strømmede, i løbet af de følgende 7 måneder, igennem vekselkontoret og kontoen i Danske Bank. Beløbet er en del af den enorme hvidvasksag. Den “midlertidige” konto blev først lukket, da vekselkontoret blev ransaget og direktøren blev fængslet.

Den særlige kreative måde at hjælpe sine kunder på, skabte vi en del offentlig opmærksomhed omkring, da vi uddelte en særlig – Operation X pris til det svenske pengehåndteringsfirma Loomis. Det betød at deres aktieværdi,dagen efter prisuddelingen  på selskabets generalforsamling, dykkede med to milliarder svenske kroner.

Loomis har i dag undersøgt sagen og skriver at de set i bakspejlet aldrig skulle have åbnet de pågældende konti.

Alt det er der kommet to Operation X programmer ud af, som vi kalder Grådighedens Pris. Tirsdag den 3. december sender vi programmets anden del, der handler om de danske bankers rolle, og historien om det svenske selskab Loomis.

De 7 danske banker vil ikke stille op til et interview, selvom den halve milliard er strømmet igennem deres konti. Jeg ville ellers gerne have spurgt dem om, hvad de kunne have gjort anderledes, for at undgå at denne sag voksede sig til at blive danmarkshistoriens største hvidvasksag.

Jeg håber i det mindste at sagen giver anledning til selvransagelse.

Nye bagmænd i udbytteskandalen

Vi har været på den vildeste journalistiske rejse, og mit hjerte begynder at banke hurtigere hver gang jeg tænker på de programmer vi sender i aften og i morgen. 

Du kan få et helt unikt indblik i hvordan det gik til, da vi fandt frem til afgørende dokumentation og nye bagmænd i skandalesagen hvor Danmark har mistet milliarder af skattekroner til udenlandske stenrige forretningsfolk.

Højst overraskende finder vi desuden dybt fortrolige dokumenter der viser hvordan den danske skattestyrelse har indgået en hemmelig og meget opsigtsvækkende handel med de amerikanske bagmænd. Jeg tabte simpelthen kæben, da jeg så detaljerne i aftalen.

Hvis du er interesseret så følg med i TV2 nyhederne i løbet af dagen, og på http://TV2.dk hvor vi løfter sløret for detaljer om de kommende dages afsløringer.

De to hæsblæsende programmer bliver sendt i aften og i morgen på TV2 kl 20.00.  Det første af de to programmer kan du se lige nu på TV2 play.

Jeg håber at du vil se med.

Den ustoppelige bedrager

To nye Operation X programmer

Jeg talte første gang med Poul Sørensen for omkring ni år siden. Dengang undersøgte vi hvordan Poul Sørensen havde lokket en lang række kunder til at låne penge til mystiske investeringer til jord i Montenegro. Siden blev han i 2016 dømt for bedrageri, da han medvirkede til at folk, for lånte penge igen investerede i mystiske selskaber hvor pengene forsvandt.

… og gæt hvad han laver nu?

Han er igen igen dybt involveret i mystiske selskaber hvor millioner af kroner er forsvundet. Gældsplagede danskere, som i forvejen er hårdt trængt økonomisk, er blevet lokket til at optage store lån som er overført til mystiske selskaber, hvor pengene nu er forsvundet.

Vi har gennem et halvt år fulgt Poul Sørensen, for at undersøge hvordan han arbejder, hvem han arbejder sammen med og hvordan han placerer ansvar hos andre. Vi sender to programmer den 4. og 11. april om den ustoppelige bedrager. Programmerne kan også findes på play.tv2.dk

 

 

Status december 2018

Glædelig jul

Vi er i øjeblikket i fuld gang med at færdiggøre de to programmer om Mount Everest og forsøget på for første gang at få en dansker på toppen af verdens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt. Programmerne vil blive sendt i begyndelsen af det nye år.

Samtidig arbejder vi på de næste Operation X programmer. Vi fortsætter med produktionen i 2019, så hvis du har noget du mener vi bør undersøge, så skriv endelig. Indtil vi ses i fjernsynet: God jul og godt nytår.