Spiegelhauer i forbrugernes sommertjeneste

 

Hvis du er træt af reklamer og manipulation fra producenternes side, så sender vi to nye forbrugerprogrammer. “Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste” er trukket i sommertøjet og er klar med omfattende tests som du kan bruge, hvis du vil klædes ordentligt på som forbruger.

I det første program, som sendes på TV 2 onsdag 22. juni, finder jeg sammen med Forbrugerrådet Tænk frem til, hvilken plæneklipper der skal købes, når der skal slås græs hen over sommeren – og så tager vi på laboratorium i udlandet til en stor test af solcremer.

Jeg ser også nærmere på de lange, indviklede betingelser, som de flere af os blindt accepterer, når vi henter apps eller andre tjenester ned på vores telefoner og tablets. For hvad er det egentlig, vi binder os til – og hvorfor vil virksomhederne så gerne have fat i vores personlige oplysninger?