Operation X vinder FUJ prisen for anden gang

TV 2s dokumentarprogram ’Operation X: Den store job-fidus’ blev hædret i weekenden, da Foreningen for Undersøgende Journalistik uddelte priser til de bedste projekter inden for undersøgende journalistik. Det er anden gang, at ’Operation X’ vinder den prestigefyldte pris.

FUJ-prisen, som blev uddelt i weekenden, er en af de mest prestigefyldte priser inden for undersøgende journalistik. I kategorien Bedste undersøgende journalistik på tv vandt TV 2s ’Operation X’ for programmet ’Den store job-fidus’.  Da FUJ-prisen blev uddelt i 2011, gik den også til Morten Spiegelhauer og redaktionen bag ’Operation X’.

Morten Spiegelhauer konfronterede arbejdsgivere
I programmet ’Den store job-fidus’ gik Morten Spiegelhauer helt tæt på nogle af de arbejdsgivere, der suger store offentlige tilskud til sig gennem bl.a. aktiveringsordninger som jobrotation. Programmet undersøgte også, om de kommuner, der har ansvaret for, at alt går rigtigt til, i virkeligheden sover i timen.

– Vi er rigtigt glade for den anerkendelse, som prisen er udtryk for. Den vidner endnu en gang om, at ’Operation X’-redaktionen er en af landets absolut bedste, når det gælder undersøgende journalistik, siger TV 2s dokumentarredaktør Lasse Bjerre og fortsætter:

– Jeg har stor respekt for, at Kasper Vilsmark, Morten Spiegelhauer og den øvrige redaktion er i stand til år efter år at levere journalistik af så høj klasse og formidle selv det mest vanskelige stof på en så veloplagt og forståelig måde, som det sker i programmerne. Det er faktisk ret godt gået.

Afsløringer førte til ændrede regler

Afsløringerne i programmet ’Operation X: Den store job-fidus’ har fået konsekvenser i form af blandt andet ændrede regler og strammere kontrol med arbejdsgivere.

Juryens begrundelse for, hvorfor ’Operation X’ vandt prisen for bedste undersøgende journalistik på tv var:

”Programmet er båret af en imponerende research, og metodisk har journalisterne udvist stor dygtighed og kreativitet i deres brug af blandt andet skjult kamera og muldvarpe i de firmaer, der udnytter jobrotationsordningen. Journalisterne imponerer også ved at have researchet i flere forskellige lande for at grave historien ud.”

Modtagere af FUJ-prisen belønnes først og fremmest for at grave grundigere, mere konsekvent eller mere kreativt end de fleste og for at lægge ny og væsentlig viden frem for offentligheden.